27. august 2026

|

Pressemeddelelse

Vemb-travtræner jagter derbydrømmen med en af favoritterne

Travtræner Jan Friis fra Vemb har haft heste med i derbyløbene 15 gange tidligere og var uhyre tæt på sejren i 2009. Nu kommer han til Dansk Trav Derby med Lee Marvin – en af løbets absolutte favoritter.

Vemb-travtræner jagter derbydrømmen med en af favoritterne
Af: Dansk Hestevæddeløb | Foto: Gorm Johansen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

På gården Nr. Kjær lige uden for Vemb har travtræner Jan Friis alle faciliteter samlet omkring sig. Her bor han, og herfra træner han sine heste til daglig.

Søndag 30. august går turen til Charlottenlund Travbane og dansk travsports største og mest prestigefyldte løb. Lee Marvin har kvalificeret sig til Dansk Trav Derby efter en overbevisende sejr i sit kvalifikationsløb og regnes blandt de absolutte favoritter til titlen.

For Jan Friis bliver det hans 16. start som træner i Dansk Trav Derby og Dansk Hoppe Derby tilsammen. Alligevel er det langt fra blevet hverdag.

”Det betyder utrolig meget. Derbyet er det løb, jeg har fulgt og set, siden jeg var dreng, og selvfølgelig også det løb, man altid har drømt om at vinde. Når man lykkes med at få en hest helt frem hertil, giver det både en stor faglig tilfredsstillelse og glæde hos de kunder, der har investeret i os. Det er noget helt specielt,” siger Jan Friis.


Var tæt på i 2009

Jan Friis ved samtidig, hvor tæt man kan komme på den ultimative triumf uden at nå helt frem. I 2009 var han med Neo Smed uhyre tæt på at vinde Dansk Trav Derby.

17 år senere mener han, at Lee Marvin har kvaliteterne til at give ham en ny reel chance.

Den 4-årige hingst har tjent mere end 800.000 kroner og været blandt de to første i 15 af sine blot 19 starter. Og formen frem mod Derbyet er ifølge træneren timet, som den skal.

”Jeg har faktisk store forhåbninger. Han er hurtig fra start, har styrke og er i mine øjne en meget komplet hest. Vi har målrettet hele forløbet mod de store løb, og lige nu er han præcis, hvor vi gerne vil have ham. Han virker skarp i træningen, og jeg kommer med en hest i topform,” siger Jan Friis.

I løbet overlader han linerne til den rutinerede topkusk og tidligere verdensmester Birger Jørgensen.

”Der findes ikke nogen færdig opskrift på at vinde et Derby. Positionerne skal falde rigtigt ud, og der skal træffes de rigtige beslutninger undervejs. Det er også derfor, vi bruger Birger. Men jeg ved, at vi kommer med en hest, der har niveauet til at være med helt fremme.”


En rigtig god kammerat

Bag resultaterne gemmer sig samtidig en hest, som Jan Friis har fået et særligt forhold til hjemme på gården i Vemb.

”Han er simpelthen en rigtig god kammerat. En sød, kærlig og rar hingst, som gør det, han bliver bedt om – men heller ikke ret meget mere,” siger Jan Friis med et grin.

Lee Marvin kan indimellem finde på at markere, at han trods alt er hingst, men ellers beskriver træneren ham som både afslappet og ukompliceret.

”Han er sådan en hest, man glæder sig til at stå op og arbejde med om morgenen. Nogle gange hilser han lige med et vrinsk, når man kommer. Der måtte gerne være flere som ham.”

J. Jensen Dansk Trav Derby afvikles søndag 30. august på Charlottenlund Travbane. Løbsdagen starter kl. 13.35, og løbene kan følges direkte på Pluto TV via Bet25-kanalen.

Nøgleord
Sport
Event Information