Partnerskabet forbinder boligorganisationernes lokale relationer, fysiske rammer og kendskab til beboerne med DGI’s foreninger, frivillige og viden om motiverende idrætsmiljøer. Sammen vil parterne udvikle hyperlokale løsninger, der kan nå mennesker, som er fysisk inaktive, savner fællesskaber eller møder økonomiske og praktiske barrierer for at deltage i foreningslivet. Bulgarsk dans i beboerhuset
Et af de steder, hvor arbejdet allerede er i gang, er i boligområdet Nørreland i Holstebro. Her har lokale ildsjæle oprettet en idrætsforening, der har lokaler i områdets beboerhus – eller trivselshuset, som de lokale kalder det. Så nu er der både tilbud om skate-undervisning og bulgarsk dans lige rundt om hjørnet for de omkring 1300 beboere i det omkringliggende boligområde.
”Vi kan hjælpe en masse små grupper i gang, så de ikke skal koncentrere sig om alt det svære og administrative. Så de kan gøre det, de gerne vil. For eksempel danse eller hækle eller reparere en cykel,” fortæller formand for foreningen NKI, Henriette Poulsborg.
Og det er netop formålet med partnerskabet mellem BL og DGI. At hjælpe fællesskaberne på vej og gøre det nemt at deltage.
”Der er en skævhed i foreningsdeltagelsen. Den arbejder vi med partnerskabet på at rette op på. Det giver større chancelighed og for de ældre tackles ensomheden. Heldigvis har vi ikke brug for at opfinde fællesskaber fra bunden. De findes allerede – både i boligområderne og i foreningslivet. Opgaven er at forbinde dem bedre og gøre det lettere at tage det første skridt. Det handler om at flytte aktiviteten tættere på dér, hvor mennesker bor, både i fysisk og mental forstand, ” siger Bent Madsen, administrerende direktør i BL.
Hyperlokale løsninger skal få flere med
Samarbejdet mellem BL og DGI skal sikre, at aktiviteterne i de almene boligområder bliver skabt med afsæt i lokale ønsker og spænde bredt – fra løb og taekwondo til gymnastik, dans og petanque. Det skal gøre det lettere at deltage for blandt andre børn og familier med stram økonomi, unge uden for job og uddannelse samt seniorer, der har brug for et fællesskab tæt på hjemmet.
”Foreningsdeltagelse er en af Danmarks største styrker. Antallet af medlemmer i idrætsforeningerne stiger år for år, og alligevel er vi ikke i mål. Vi skal blive bedre til at åbne flere og andre døre ind til aktive fællesskaber tæt på, hvor børn, unge og voksne lever og bor. Her kan boligorganisationernes nærhed og lokale relationer noget helt særligt. Sammen kan vi skabe nye muligheder for at være med,” siger Charlotte Bach Thomassen, landsformand for DGI.
Partnerskabet skal både skabe konkrete tilbud i boligområderne og udvikle modeller og viden, som kan bruges bredere sammen med kommuner og andre lokale aktører. Målet er, at flere får mulighed for at bevæge sig, blive en del af et fællesskab, tage ansvar og engagere sig lokalt.
Store organisationer – stort potentiale
Med sine 6700 foreninger og knap 2 millioner medlemmer, har DGI en kæmpe muskel, når det kommer til at skabe aktive fællesskaber. I BL’s medlemsforeninger råder de over 600.000 boliger, der er hjem for knap en million danskere.
Så potentialet er betydeligt. En analyse fra Syddansk Universitet viser, at knap to ud af tre stillesiddende almene beboere gerne vil være mere fysisk aktive. Samtidig viser tallene, at 19,1 procent af beboerne har tegn på ensomhed, mens 14,2 procent har tegn på social isolation. Blandt ikke-almene beboere er de tilsvarende andele henholdsvis 11,2 og 5,5 procent.
Partnerskabsaftalen mellem DGI og BL løber frem til 2030.
