03. marts 2026

|

Pressemeddelelse

Nyt kokkeevent for børn og unge på vej i Holstebro

SKE by Hedensvang har indgået et samarbejde med Bilka Holstebro og Holstebro Ungdomsskole til nyt kokkeevent for byens børn og unge.

Nyt kokkeevent for børn og unge på vej i Holstebro
Af: Salling Group | Foto: Salling Group

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Som noget helt nyt arrangerer SKE by Hedensvang i samarbejde Bilka Holstebro og Holstebro Ungdomsskole to kokkeevents. SKE by Hedensvang stiller lokaler og kok til rådighed, mens Bilka leverer alle varerne. Det er Holstebro Ungdomsskole, der sørger for deltagerne. De nye kokkeevents foregår 10. marts klokken 16-19 og 13. april klokken 16-19.30. Tanken bag de nye events er at skabe fællesskab på tværs af byens børn og unge og tilbyde nogle anderledes rammer at lære i, som ikke foregår på den traditionelle måde med undervisning i klasselokalerne. Den første aften er temaet ‘kok for en dag’, mens det i april er ‘pizzabager for en dag.’
Vi er glade for, at vi i fællesskab kan gøre noget godt for byens børn og unge, og at vi samtidig kan dyrke den lokale forankring ved at samarbejde på tværs. Vi synes, eventsene er megafede og anderledes end noget af det, vi ofte støtter her i Holstebro. Det handler om børn og unges sundhed, trivsel og læring, og vi håber, at vi også kan være med til at give de unge mennesker endnu mere selvtillid gennem gode oplevelser ved de to events, siger Anja Hoelgaard, Manager Customer Experience, i Bilka Holstebro.
Henrik Hedensvang, kok og indehaver af SKE by Hedensvang, ser frem til at modtage de unge til eventsene og håber, at de bliver en stor succes.
De unge får læring på en helt anden måde. Man kan også have matematik ved at regne ud, hvor meget vand, der skal bruges i en opskrift, og samtidig giver det også noget socialt til deltagerne. Eventsene er til børn og unge, som har lyst til at komme lidt ud af deres komfortzone, og vi håber naturligvis på stor opbakning. Vi ved, at der er stor efterspørgsel på madlavningskurser for unge, og derfor har vi grebet idéen, siger han.
Madlavning handler om mere end mad
Han glæder sig til at lære de unge mennesker om opskrifter og madlavning.
Madkurser handler ikke kun om at lave mad – om det er hummer eller hotdogs er ligegyldigt. Det drejer sig i lige så høj grad om det sociale aspekt. Det kan noget helt særligt, når man samles om at lave mad. Det handler om nærvær, det sociale og læring. Vi håber, at vi kan være med til at motivere de unge mennesker til at tage madlavningen med hjem til deres familier, siger Henrik Hedensvang.
De to eventdage i SKE by Hedensvang bliver brugt som test. De gode erfaringer bliver bragt videre til sommerens ‘Junior-Madskole’, som SKE by Hedensvang afholder i uge 27. Hvis alt går efter planen, er Bilka Holstebro også med på sommerens madskole, som børn og unge fra hele byen i alderen 10-16 år kan tilmelde sig.
Event Information