Synes du, det er spændende at møde mennesker fra forskellige kulturer og baggrunde? Har du lyst til at gøre en forskel for flygtninge?
Som frivillig på Asylcenter Holstebro, vil du møde en masse interessante mennesker med forskellige baggrunde og nationaliteter. De sidder i en trængt situation, hvor der er meget uvished om, hvor livet tager dem hen. Du kan være med til at give tiltrængt opmuntring og gode oplevelser med danskere og de andre beboere på asylcenteret.
Du er selvfølgelig ikke alene om opgaven. På Holstebro Asylcenter bliver du en del af det frivillige fællesskab i café-gruppen, der består af en flok garvede og knap så garvede frivillige, der gerne vil dele ud af deres erfaringer og hjælpe dig med opgaven. Derudover samarbejder Støttegruppen Asylcenter Holstebro med Holstebro Asylcenters frivilligkoordinator og er i dialog med de andre ansatte på asylcenteret.
Café-gruppen står for aktiviteter på centeret, for eksempel bingo-aftener og fællesspisning. De tager også på ture ud af ”huset”, for eksempel til Præstbjerg, Tvis Mølle eller på shoppetur til Viborg.
Derudover holder de en ugentlig café-aften om tirsdagen. Her spiller de for eksempel backgammon eller minigolf, eller snakker om aktuelle begivenheder, mad eller alt det, man har til fælles.
Du behøver ingen erfaring for at være frivillig på Asylcenter Holstebro. Det vigtigste er, at du er rummelig, imødekommende og ligeværdig over for beboerne. Det er en fordel, hvis du snakker engelsk og eventuelt også andre sprog.
Som frivillig på asylcenteret forventes det, at du kan tage minimum to vagter om måneden.
Hvad får du ud af at være frivillig:- Du bliver del af et fællesskab, der vil være med til at udvide din horisont.
- Meningsfulde oplevelser, der giver værdi for både dig og andre mennesker.
- Du kan få stor indflydelse på aktivitetstilbuddene.
- Deltagelse i årsmøder sammen med de andre frivillige på asylcentrene, der er drevet af Vesthimmerlands Kommune.