Har du lyst til at arbejde som mekaniker (motor) indenfor et bredt spektrum af Hærens køretøjer, heriblandt nogle af de helt tunge? Kunne du tænke dig et alsidigt job af både faglig og operativ karakter? Søger du udfordringer, personlig og faglig udvikling, og kan du arbejde på et værksted med en omskiftelig hverdag? Så er din fremtid måske hos Forsvaret.
Om Forsvaret
Vedligeholdelsesområde Vest er en del af Vedligeholdelsesafdeling Land. Området løser vedligeholdelsesopgaver på Forsvarets landbaserede materielsystemer. Vedligeholdelsesområdet har værksteder i Aalborg, Skive, Holstebro, Varde og Oksbøl og består samlet set af 300 medarbejdere.
Værksted Holstebro ligger på Holstebro Kaserne og er organisatorisk underlagt Vedligeholdelsesområde Vest, som er hjemmehørende i Aalborg.
Forsvaret varetager alt materiel fra Jydske Dragonregiment i Holstebro, som råder over kampvogne og andre pansrede køretøjer, og du skal derfor forvente at løse meget varierende opgaver, herunder reparationer og eftersyn på lastvogne og bæltekøretøjer.
Værksted Holstebro består af 48 medarbejdere, fordelt på motor-, våben- og elektronikmekanikere samt reservedelsekspedienter. Personel på værkstedet er hovedsageligt fastansat militært personel, som ud over at løse vedligeholdelsesopgaver i garnisonen, også gennemfører militær uddannelse med henblik på at indgå i det nationale beredskab og udsendelse i internationale missioner.
Forsvaret tilstræber et højt fagligt niveau, både som mekanikere og som soldater.
Forsvaret lægger vægt på at opretholde et godt samarbejde med de enheder, Forsvaret støtter, samt at de har deres materiel og køretøjer til rådighed i størst muligt omfang.
Forsvaret løser stillede opgaver med en høj grad af kvalitet. Faglig stolthed, personlig fleksibilitet og omstillingsparathed er helt nødvendige discipliner i hverdagen. Forsvaret vægter kvalitet, overholdelse af aftaler, arbejdsmiljø samt personlig udvikling højt.
Om stillingen
Stillingen kan søges af både civile og militære.
Du skal samarbejde med den assisterende værkstedsleder og de øvrige mekanikere på værkstedet, hvor dine primære arbejdsopgaver vil være fejlfinding, eftersyn og reparationer af pansrede køretøjer og lastvogne af alle typer.
Opgaverne vil være ud fra dine kvalifikationer, hvor du som udgangspunkt vil starte med at arbejde på hjulkøretøjer, med mulighed for at videreuddanne dig inden for bæltekøretøjer af forskellige typer. Såfremt du allerede har erfaring med bæltekøretøjer, vil der være mulighed for at starte direkte på bælteværkstedet.
Du skal derudover forvente at deltage i uddannelsesaktiviteter og øvelsesvirksomhed med henblik på at indgå i beredskabsenheder i rammen af 3. Vedligeholdelseskompagni ved 1. Logistikbataljon og udsendelse i internationale missioner som en helt naturlig del af tjenesten - såfremt du er militær ansat.
Om dig
Forsvaret forestiller sig, at du har en faglig uddannelse (”sort” svendebrev) som motormekaniker eller lignende.
Du kan arbejde selvstændigt og struktureret, er forudseende i opgaveløsningen og lægger vægt på et højt fagligt niveau.
Opgaverne på værkstedet kan ændre sig med kort varsel, og omprioritering i overensstemmelse med kundernes behov kan forekomme. Du skal derfor være fleksibel og omstillingsparat. Du har desuden lyst til at tilegne dig ny viden og videreuddanne dig, samtidig med at du er samarbejdsvillig og optræder udadvendt.
Det er ønskeligt, at du har forrettet tjeneste i internationale operationer og tjeneste som kører og mekaniker i en enhed under Hærens basis- eller reaktionsstyrkeuddannelse eller lignende. Det er ønskeligt, at du er uddannet på bæltekøretøjer eller HX/SX, samt MAN lastvogne.
Det er endvidere ønskeligt, at du har kørekort til kategori C-E.
Er du civil og ønsker en militær ansættelse, er dette også muligt. Du skal være indstillet på at gennemføre en afprøvning ved Forsvarets Rekruttering. Afprøvningen består af en fysisk test, helbredsundersøgelse og psykologsamtale. Et eventuelt tilbud om ansættelse vil blive på en uddannelsesaftale, hvor du forpligter dig til at gennemføre dele af Hærens Basis Uddannelse (værnepligt) og Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en faglært konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret af den til enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.
Faglært basisløn og tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Er du p.t. civil, skal du gennemføre afprøvning forud for ansættelse. Denne vil bestå af en lægelig vurdering, psykologsamtale samt Forsvarets Fysiske Basistest.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen.
I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her A2 som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i Danmark, nord + vest Europa samt sejlads i danske farvande og Østersøen.
Dit faste tjenestested er Holstebro.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte værkstedsleder, chefsergent Lars Witt på telefon 29640611.
Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Jim Kilbæk ved Personelkommandoen på mail PKOM-JJK@MIL.DK.
Ansøgningsfristen er den 26. oktober 2026, og samtaler forventes afholdt umiddelbart efter. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
OM FORSVARETS VEDLIGEHOLDELSESTJENESTE
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses- og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO- og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger cirka 1700 medarbejdere.
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer inden for deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel, så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder i henhold til aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.